Skriv din sabbatårsrejse i din kvote 2 ansøgning
Marts nærmer sig. Deadline for kvote 2-ansøgninger er den 15., og hvis du har brugt dit sabbatår på at rejse, er der god grund til at glæde sig. For de oplevelser, du har samlet op undervejs, er faktisk præcis det, optagelsesudvalget leder efter.
Kvote 2 handler ikke kun om karakterer. Det handler om, hvem du er, og hvad du har lært af det, du har kastet dig ud i. Men én ting er at have oplevet noget fedt, en anden ting er, at få formidlet det godt i en ansøgning. Så her er en guide til dig.
Hvad kigger de egentlig efter?
Uddannelsesinstitutionerne bruger kvote 2 til at finde studerende, der kan mere end at sidde stille og læse. De vil se tegn på, at du er moden, nysgerrig og klar til at indgå i et studiemiljø.
Det betyder, at de typisk leder efter:
| Kompetence | Hvad det dækker over |
| Samarbejdsevner | Kan du fungere i en gruppe med meget forskellige mennesker? |
| Selvstændighed | Tager du ansvar for din egen hverdag og dine egne valg? |
| Kulturelt udsyn | Har du mødt verden med åbne øjne og taget noget med hjem? |
| Omstillingsparathed | Kan du håndtere det, der ikke gik som planlagt? |
| Fremtidsplaner | Har du en plan for videreuddannelse? |
Det er ikke nok at skrive, at du har rejst. Du skal vise, hvad du tog med hjem.
Sådan oversætter du dine oplevelser
Her er fire konkrete ting fra en rejse med Dansk Studie Center, du kan bruge direkte i din ansøgning.
Fællesskab og samarbejde
Når du rejser med DSC, er du en del af en gruppe på 25-35 unge. I bor tæt, rejser tæt og løser udfordringer tæt. Du lærer at navigere i et fællesskab, hvor der er plads til mange forskellige mennesker og behov.
Skriv fx sådan her: “Gennem mit ophold på højskole i udlandet lærte jeg at indgå i et tæt fællesskab med mange forskellige personligheder. Det har styrket min evne til at samarbejde, lytte og finde fælles løsninger – kompetencer, jeg ser som afgørende i studiegrupper og projektarbejde.”
At klare sig i det ukendte
Nye kulturer, nye sprog, nye situationer. At rejse kræver, at du tager stilling og handler, også når du ikke har alle svarene. Du har bevist, at du tør kaste dig ud i noget, du ikke kender på forhånd.
Skriv fx sådan: “Rejsen lærte mig at håndtere uforudsete situationer med ro og åbenhed. Jeg er blevet bedre til at tilpasse mig nye omgivelser, og den erfaring giver mig tro på, at jeg kan håndtere de udfordringer, et nyt studie vil bringe.”
Forløb og undervisning
Mange DSC-rejser indeholder forløb som Kommunikation & Personlig Udvikling, Sport & Personligt Drive eller Xplore. Det er ikke bare oplevelser, det er også undervisning. Undervisningen handler om dig. Du bliver klogere på dig selv, lærer at sætte mål og får lov at fylde redskabskassen med ting, der gør, du kan komme hjem og bygge det liv, du drømmer om.
Skriv det fx sådan her: “Under mit ophold havde jeg forløbet Kommunikation & Personlig udvikling, hvor vi arbejdede med vores mål og drømme. Det har gjort mig sikker og afklaret ift. studievalg, og ved hvad jeg drømmer om i fremtiden.”
Selvstændighed og planlægning
Selvom der er en rejseleder med hele vejen, er der masser af friuger og fridage, hvor du selv bestemmer. Du lærer at lægge en plan, holde styr på et budget og få hverdagen til at hænge sammen langt hjemmefra.
Skriv fx sådan her: “At planlægge vores egne friuger og tage ansvar for hverdagen under rejsen har styrket min selvstændighed. Jeg er vant til at tage initiativ og bevare overblikket, selv når tingene ikke går som forventet.”
Den motiverede ansøgning – fem ting, der gør forskellen
Udvalget læser mange ansøgninger. Her er, hvad der skiller de gode fra de glemte:
1. Vær konkret, ikke generel. “Rejsen var en stor oplevelse” siger ingenting. “Jeg lærte at give konstruktiv feedback til folk, jeg ikke kendte” siger noget.
2. Brug STAR-metoden. Beskriv en konkret Situation, din Opgave (Task), din Handling (Action) og Resultatet. Det gør dine erfaringer levende og troværdige.
3. Skab sammenhæng. Vis hvad du har lært på rejsen. Forklar, hvordan det, du lærte, hænger direkte sammen med det studie, du søger.
4. Reflektér frem for at rapportere. Det er ikke nok at sige, at du var i Japan. Fortæl, hvad mødet med en helt anden kultur ændrede i den måde, du ser verden på.
5. Hold det ærligt. Optagelsesudvalget kan mærke, hvornår noget er skrevet for at imponere frem for at fortælle noget sandt. Det autentiske vinder næsten altid.
Klar til det næste kapitel
En rejse med Dansk Studie Center er ofte 2-3 måneder, hvor du har lært at begå dig i verden, indgå i et fællesskab og stå på egne ben. Det er præcis den slags baggrund, kvote 2 er skabt til at anerkende.
Så når du sidder med den blanke skærm foran dig, så tænk tilbage på de sene aftener med dybe snakke, de dage hvor tingene gik skævt og I alligevel fandt en løsning, og den fornemmelse af at lande et nyt sted og bare gå i gang. Brug de gode minder som afsæt for din ansøgning.
Held og lykke. Du har mere at skrive om, end du tror.
Praktisk info om kvote 2
Deadline er 15. marts kl. 12.00. Du søger via optagelse.dk. Husk at tjekke den specifikke uddannelses hjemmeside, da kravene varierer: nogle steder er det en motiveret ansøgning, andre steder en optagelsesprøve eller et interview.
Vigtigt: Ikke alle uddannelser godkender alle former for udlandsophold, rejselængder eller kursusbevisers indhold som dokumentation i kvote 2. Det er dit eget ansvar at undersøge, hvad netop din drømmeuddannelse kræver og accepterer, inden du søger. Ring til uddannelsens studievejledning, hvis du er i tvivl – de er der for at hjælpe.



